mandag den 8. august 2016

Cold Hawaii Rav Porse Havtorn


Nyt nordisk øl. Javel ja. Den er i hvert fald meget unormal denne hypede øl fra Thisted Bryghus og Friends of Cold Hawaii. Jeg har læst om den og set anmeldere gå fra 5 stjerner i Ekstra Bladet til et "Fy Fan" fra en svensker med en 1/2 stjerne af 6 mulige. Jeg måtte smage en af slagsen, for Thisteds Porse Guld sidder lige i skabet, og flaske, design og ingredienserne er superspændende - rav, porse og havtorn er velkendte snapsekrydderier.


Jeg lader billederne illustrere forventningen - og realiteterne:

Thys store, smukke linjer
Thys sammensurium af en "øl"
Ja, jeg fik en slem skuffelse, og vil tilslutte mig det svenske "Fy Fan". Jeg ved ikke, hvem der kan finde glæde eller velsmag i denne sure/syrlige væske, der helt mangler den bitre bagtunge, som humle kunne have givet - og som porse også burde kunne. Jeg tror, porsen er blevet kraftigt underdoseret - slet, slet ikke på højde med Porse Guld. Jeg er også bange for at havtorn egner sig meget lidt godt til øl. Kryddersnaps på havtorn bliver aldeles fremragende, men ikke i den her øl. Rav- eller rettere harpikssmag er der ikke meget af. Selv med 5,8 % vol. er der ikke megen bølgegang at spore.

Jeg tror, ikke porseøl med andre smagsingredienser er vejen frem. Farven får uvilkårligt forventningerne op. Flot skumkrone, men en lidt dubiøs duft uden retning. Det er en drik, der ikke slukker tørst, men som kun kan drikkes i små overskuelige slurke - og fordi en øl til 20 kroner i indkøbspris ikke kan hældes ud. Det ene glas er for forsøget med lokale råvarer fra Nationalpark Thy og det trods alt flotte udstyr, men den her "øl" holder bare ikke.



Flot design, flot farve, men skuffende oplevelse
Hanstholm Fyr - rager stadig højest op

2 kommentarer:

  1. Bestemt ikke enig. Dejlig smag og kunne bestemt godt finde på at drikke den en varm sommerdag. 5 stjerner herfra.

    SvarSlet
  2. Er tilgengæld helt enig. Fy fan er ret godt beskrevet.

    SvarSlet