Hasselsex med mere (Corylus avellana)

Hasselblomsten - har kun støvfanget ude i det fri

De er i småtingsafdelingen, hasselbuskens blomster, men meget smukke. Lidt kuldskær er den også, blomsten. For i februar/marts stikker kun en smule af blomsten ud i kulden; nemlig støvfanget. De venter på, at noget frækt skal ske. De venter nemlig på lidt vind, og at vinden skal sende støv fra de dinglende rakler - støvdragerne - i blomstens vej for at blive hængende. Så vil der komme en nød eller to - hasselsex er et blowjob. Eller med lidt andre - og pænere - ord: Love is in the air!

Hasselrakler - støvdragerne 

Hasselen blomstrer tidligt i februar og frem slutningen af april. Busken skal være cirka en halv snes år, før den blomstrer. Vores er måske endda lidt ældre; de stammer fra min fars lille plantage på Tranum Enge, hvor de flyttede fra i 2005. Jeg mener ikke, de har givet nødder før sidste år.

Pollen fra støvdragerne er meget gult og klistrer lige som lidt, hvis man slår det fri af raklen. Busken får flere stammer. Hvert blad bringes frem og danner tilsammen en halv bold, så alle blade får deres del af sollyset, hvis I forstår, hvad jeg mener. På den måde bliver der meget mørkt og skyggefuldt under en hassel, så alt grønt der går ud.

Små tidlige røde blomster i februar - ca. 3-4 mm langer er støvfangerne

Hasselbusken bliver en 10-12 meter høj, eller deromkring, men traditionelt har man løbende fældet og skåret ned med få års mellemrum til brænde og nyttetræ. Det kaldes stævningsskov. Hasselroden skyder hurtigt høje lige skud. Hasselgrene har nemlig været brugt  til meget nyttigt. De har nemlig ingen blød kerne, og bliver langskuddede uden sideskud. Det er stærkt, træet - godt til at skafte redskaber med, til vandrestave, gærdestave m.m. De tynde grene kan - flækkede - bruges til tøndebånd af bødkeren, eller rusefletning hos fiskeren og meget andet.

Hasselrakler i den tidlige forårsskov

Hasselbusken er på mange måder knyttet an til noget mytologisk. En af de få bevarede ting fra fregatten Chr. VII, der sprang i luften under det katastrofale slag ved Eckernförde i 1849 var en lykke-hasselnød, der også reddede den pågældende sømand fra både eksplosionen og forliset efter eksplosionen i det i det hele taget katastrofale nederlag. Nødden er nu på museum i sin indfatning (det vil sige nogen knækkede vist nødden af nysgerrighed, så der er fundet en erstatning). Hasselnødder i lommen er altså en lille lykkeamulet, og der skulle være gode virkninger af den mod gigt og andre legemlige dårligdomme.

"Vores" røde egern ved sommerhuset elsker nødder - og vi elsker besøgene i vores hasselbuske (der er nok til alle)

Udtrykket at skyde en hvid pind efter noget (noget "man godt kan glemme") er formentlig i praksis en afbarket hassel, der som besværgelse rent fysisk kunne kastes. Ønskekviste kendes også - såkaldte tvejer - i lommeformat - også som amulet med andre ord.

Selve hasselen kan jo skæres ned og kommer igen med nye stammer gang på gang over mange år, og derfor er den også et symbol for udødelighed. På tidlige kristne begravelser her ude i Vestjylland har man fundet hasselkæppe i graven. Det er sikkert en hedensk skik, der har fået lov at bestå i perioden efter kristningen. I hvert fald har man fundet hassel i bronzealdergrave - både bark og kæppe/stave - og jeg ved det ikke, men det kunne da tænkes, at troen på hasselens evner til at gøre udødelig, går så langt tilbage som for 3.500 år siden?

En hasselkæp til at gå med er også praktisk dels som vandrestav at støtte sig til, men skulle man blive angrebet af noget ondt, f.eks. et vildsvin, skal man bare vappe det én med hasselkæppen og så er den klaret - hvis jeg ellers har forstået konceptet: Godt mod alt ondt! Man er med andre ord nød til at gå med hasselstok.

Flagspætten leder efter fæste for sin slaghammer på en hasselnød fra en af vores hasler ved sommerhuset

Jeg har tidligere her på bloggen beskrevet, hvordan man laver hasselnødde-bjæsk efter min recept "Gode Nødder". Jeg nævner den lige, for bjæskens navn flugter meget godt med overskriften til dette indlæg, synes jeg.

Jeg vil dog her bringe en advarsel, idet jeg har haft en dårlig oplevelse med nøddesnudebillen. Det handler om slangen i paradis - en lille en ganske vist, men den smager dårligt i snaps. Når de grønne nødder til bjæsk skal have skallen knækket som led i opskriften, er det ikke så godt bare at slå dem åbne med en hammer ved at give dem en på skallen; det er bedre - nødvendigt - at flække dem på langs med en god, stor brødkniv. Så kan man tjekke hver nød, om man har den lille ubehagelige fætter - nøddesnudebillens larve - på besøg. Den hører ikke hjemme i essens til bjæsk! I må tro mig, der er ingen grund til at flere lider nød i sagens anledning. Lad vær' med at tage chancer.

En buket af nødder omkring starten af juli - hvor nøddesnudebillen kan gå til angreb.

Nøddesnudebillens larve troede man i øvrigt tidligere i hvert fald, var farlig på en anden måde, end som uønsket bismag til bjæsk. Den kunne nemlig vokse sig stor og blive til en regulær lindorm. Sådan en slags drage, der kunne lægge sig omkring en kirke og skræmme folk væk - eller under broer og fange prinsesser, som i Holstebro - men heldigvis kom ridder Jørgen - eller var det ridder Holst? -  jo og ordnede den sag, som I kan læse om på "Ridder Holst eller ridder Jørgen?".

Nøddesnudebillen borer et æg ind i de grønne nødder, hvor det bliver til en larve, der spiser kernen for senere at bore sig ud og grave sig ned for at forpuppe sig et par år eller 3. Så kommer billen - der kan flyve - frem.

Det kan være en slem skuffelse at plukke en kurvfuld nødder for at måtte smide halvdelen væk med larveangreb. Ser man godt efter, bør man kunne se, om nødden er angrebet, bilder jeg mig ind, om jeg så må sige! Hvis man fjerner svøbet/hasen vil man kunne se et hul - lillebitte - der hvor larven er kravlet ind (ægget lægges i hasen/bunden af nødden).

To nødder i svøb

Den latinske navn Corylus betyder vist noget i retning af hjelm, sikkert efter nøddeskallen. Sortsnavnet Avellana er vist en by i italien; men betyder nærmere 'almindelig'.