Fodtur til Halofytland (om Strandsennep)

Skilteskoven

Efter en længere arbejdsbetinget skriveblokering, er det blevet sommerferie. Samtidig satte sommervarmen ind og har kunnet nydes i afmålte mængder her over weekenden, meget bedre end de sidste tropiske dage på kontoret. Nu mandag morgen, er det igen blæsevejr, gråt og køligt. Vejr til at aflive blokeringen med en lille fortælling fra Halofytland, som vi gik tur til igår, da alle andre former for færdsel var udelukket, som det fremgår.

Uvedkommende kørsel, ridning, færdsel med hunde, motor- og knallertkørsel - you name it; dét må man ikke her. Men hvilken lyksalig stilhed på denne søndag, med vindstille og fuglekvidder og duft fra hyldemors blomsterklaser! For enden af den grønne tunnél ventede Halofytland - selve grænselandet mellem fersk og salt og hav og land.

Vi er på det grønne Thyholm, men det  - Thyholms land - får en brat ende her ved enden af stien. Bum; dér er Nissum Bredning - en flig af det rå verdenshav. Havet, som graver og slider i landet, og som har bidt en ordentlig luns af Thyholm siden Istiden lagde låg over undergrunden her på egnen med sit medbragte skandinaviske materiale. Denne læggen låg på, og gnaven løs - elementernes rasen, kort sagt - har dannet Halofytland. (Som berettet tidligere her på bloggen er vi ved et Nationalt Geologisk Interesseområde - NGI 73 - mere præcist; følg linket og læs mere om det).

Havgus mod Odby klint

Varme og kulde - luft fra land og fra hav - giver havgus. Så meget, at afgrøder kan "svides" - selv gran kan blive brændt på dén side, gusen kommer fra. Jeg husker frygten for de små kålrabis ve og vel fra min barndom. Som billedet viser, var der gus på grænsen mellem land og hav, denne søndag. Når det salte fra luften aflejres, og når havvandet fordamper fra den opfugtede strand ophobes salt i dette grænseland.

Kun lidt kan tåle det salte miljø, der skabes. "Normale" planter kan ikke gro her; det kræver særlige foranstaltninger. Kan man udvikle en særlig livsstil, kan man blive fri for konkurrence - og på disse forstrande har en af pionérplanterne Strandsennep luret denne fordel. Den har kun ganske få andre planter, at konkurrere med. Under 2 procent af verdens planter er halofytter og kan tåle salt. Resten - glykofytterne, for hvem salt er gift - har ikke en chance for fodfæste i Halofytland.

Strandsennep (Cakile Maritima)

Strandsennep findes i rigelige mængder her ved Odby Klint, på Thyholm. Den smager allerede både stærkt og salt, hvis man bider i bladene her i begyndelsen af juli. Ruccolo-bidsk som når dette produkt er værst! Efterhånden som vi kommer længere hen på sommeren, vil det salte tage helt overhånd, i hvert fald i de ældre blade. Bladende er ret tykke - sukkulentagtige - og bliver tykkere, vil jeg mene, hen over sommeren med ophobet salt. Den her type med brede, fligede blade findes kun i Nord- og Vestjylland (men ellers også resten af verden), medens østdanskerne må tage til takke med den baltiske variant (Cakile Baltica), der har smalle, men endnu tykkere blade.

Strandsennep med korsblomster og fligede blade

Blomsten er sart violet og korsformet. Englænderne kalder den "Sea Rocket", og det er nok frøstanden - skulpen - de tænker på. Den er raket-formet og beregnet til at blive sendt til havs for at skylle op måske måneder senere på en ny strand, der trænger til pionér-planter. I Nordamerika betragtes den faktisk som "noxius" - det vil sige skadelige ved sin lidt for veludviklede pionérånd, og der ved de noget om dét!

Den grønne frøstand kan bruges i stedet for kapers til at sylte forlyder det, blomsten kan bruges i salat - og de, der insisterer, mod bedre vidende, på at ruccola smager godt, kan bruge nyere blade som surrogat til at stille trangen. Det skulle gå rigtig godt til eksempelvis ost.

Frøstanden er interessant, da den indeholder olie - som fætteren raps. Faktisk så meget; som op mod 40 %, at det kan udvindes og - regner man med - anvendes som biobrændsel. Det giver jo helt nye perspektiver, at salte forstrande og ørkener, der kunstvandes med måske ikke havvand, men så dog saltholdigt vand, kan opdyrkes til biobrændsel. Vel at mærke uden at fortrænge de almindelige glykofyt-afgrøde-planter fra deres marker.

Måske Halofyt-land ekspanderer og kommer til at levere bioenergi i en nær fremtid, til al den uvedkommende, motoriserede færdsel, der er forbudt her på stien til Halofytland?

Danskekalk 2 m over havet med flint på skrå - høvlet fladt i toppen af isen

Klintens fod - knap så imponerende som Møns og Stevns - men det er den samme!

Flintlag og kalklag veksler - hælder ca 15 grader pga. tryk nedefra af en salthorst, der vil op!

Gus og gran små 30 meter høj er klinten - "There's a mist rollin' in from the sea" som sir Paul synger -
ganske vist om Mull of Kintyre, men her gælder det Odby Klint

Søgræs m.m. fra 62 milloner år siden indlejret i kalk, der er blevet til flint

Kilder:Journal  of Medicinal Plants Research Vol. 5(25), side 5982-5987, 09.11.2011 m.fl.