mandag den 23. februar 2015

En Stridsmand


Johan Skjoldborg (1861-1936) rendte forgæves forlagene på dørerne med sin roman "En Stridsmand". Men ud skulle den. I nød og trange måtte Skjoldborg ty til sin ven redaktør Vilh. Lassen fra Aalborg Amtstidende. Redaktøren forbarmede sig, og trykte romanen på kredit; den skulle betales tilbage i det omfang, den tjente penge ind. Og det gjorde den; tjente penge ind!


Den udkom i december 1896. Næste oplag blev trykt allerede i 1897. Forlagene tog altså fejl, og Skjoldborg havde ramt dybt i hjertekulen hos de fattige og hårdtarbejdende husmænd, men også langt bredere end det. Husmændene, der var ved at samle sig som stand, så sig selv deri, og de slugte romanen råt og trådte blandt andet med den i karakter i en ny stolt selvbevidsthed.

Jeg er født på selve dén tynde jord i Koldmosen, hvor Johan Skjoldborgs roman udspinder sig. Her blev han lærer i 1889 i den nye skole, som nybyggerne i denne fjerne egn omsider fik trumfet igennem sognerådet. Her gjorde han en forskel - og her så han forskellen udkrystallisere sig i folket, hvis hjerter han vandt. På sin facon, og med sin karisma og sin respekt for dette særlige folk - klittens folk. De seje og brave, der tyst og i deres ansigts sved  kæmpede deres kampe med naturen, med samfundet og sig selv, for det daglige brød og for respekt og menneskeværd. For viden og uddannelse; for nye dyrkningsmetoder og maskiner til det. For en ny og bedre fremtid kort og godt.

Hans forhold til klittens folk blev så nært, at han som en af dem inspireredes til ord, der skulle i en roman, og så meget, at den skulle udgives. Han gav dem mæle. Nu står den som et smukt og velskrevet minde - for klittens folk og for Skjoldborg. Den passede lige til en flyveturs tid til Tenerife her i vinterferien - så vidt er det hele kommet. Her 11.000 meter oppe, blev jeg imidlertid ført tilbage til min hjemegn, til Koldmosen med Søren Brander og hans livs Ane. Her i flyveren var jeg vidne til deres kampe, deres liv og skæbne gennem en las af en bog fundet i et loppemarked.

Jeg må indrømme, at romanen, trods sine næsten 120 år, var en både smuk og rørende, og ufattelig velskrevet oplevelse. Hans indlevelse er ganske enkel fænomenal. De jyske understatements, og den godt gemte, indforståede tørre humor, måden at sige ting på - helt uden ord eller i værste fald med et minimum af ord, er så fint naglet i denne skæbnefortælling. Naturens ubeskrivelige skønhed - beskrevet, så man, ja, er der selv - også selvom man sidder 11 km oppe i en flyver med maskinstøj i ørerne.

Måske var det Søren Brander, der grøftede og hegnede min fars husmandsbrug på Tranum Enge - i hvert fald udkæmpede Brander sine kampe i det nærmeste nabolag. De tynde jorde er der endnu, jeg husker stadig bekymringen, når en forårsstorm rejste flyvesandet fra de nysåede marker.

Søren Branders liv var alt andet end perfekt - selv med hans personlige brister, blev han en helt i Skjoldborgs øjne. Hans strid var på alle fronter, men med ryggen dækket af sin elskede Ane. Mod sin trang til spiritus (fristelserne), mod gammel skik og brug (naboernes sådan plejer vi...), mod myndighederne (for at skabe skole og fremtid for børnene) og så selvfølgelig naturen (den ufrugtbare og seje klitjord). Fire fronter - kringsat af fiender, som Grieg siger.

De 4 fronter, hvor han stred - og de 4 sejre, som han vandt - blev på hans legemlige helses bekostning. Her i sit sygeleje, med ødelagt ryg, er det, dødsenglens vingeslag lød. Netop med det ilde varsel, genfinder han, og  hører han tydeligt sin mor fremsige "Fader vor". Derfra  er der kort, til vi er med hans Ane ved dødslejet.

Hvordan fik Skjoldborg den kamp sådan ind under huden? Han var selv hanbo - fra Øsløs. Af fattige kår; hans far skomager (typisk folk dengang med legemlige svagheder, som ikke kunne magte markarbejdet - som min mors onkel Chr. Mogensen efter tuberkulose); og så tror jeg, at hans arbejde med børnene i skolen, og med foredrag og en bogklub for de voksne videbegærlige, (en forløber for folkebiblioteket) og med hans generelle bekymring for lokalsamfundets ve og vel, da var det, han vandt respekt på samme som den respekt han selv udviste. Det lange seje træk.

Hans omgang med folkene i klitten er beskrevet i en anden roman "Vanda Venzel" af Johannes Bucholtz fra 1939.

Bucholtz og Skjoldborg var særdeles gode venner. Romanen er faktisk en levnedsbeskrivelse af Skjoldborgs anden hustru (de blev gift i 1902, hvor Skjoldborg forlod sit lærerjob i Koldmose Skole og dermed Han Herred) Louise Eleonora Christiane Abenth.

I romanen hedder hun Vanda, og Johan Skjoldborg er blevet til Jørgen Guldager (sjovt navn; for han havde spundet guld på klittens sandjord, men brugte da også pengene igen så han senere gik fallit nede på Dynæs). På grund af det nære venskab, og da romanen er semi-dokumentaristisk, kan man tage dens indhold for gode varer, som Skjoldborgs hustrus fortælling.

Vanda/Louise var ærke-københavner fra arbejderklassen, med en fattig og forarmet baggrund, som dog også havde ført hende via en karriere som bakkesangerinde. Hun kom på et tidspunkt i kontakt med den gifte digter, som forelskede sig i hende. Hun følte selv skæbnens forbundethed med ham, at de hørte sammen. Efter den første hustrus død bliver forholdet legalt i alle måder. Kort inden giftermålet (i romanen) tager Jørgen Vanda med hjem til Raamose - Koldmosen - for at flytte sit bohave fra lærerboligen, men måske mest for at vise hende stedet og de bedrifter, han havde udført her.

Her får vi beskrevet hans hjemegn og dens folk, som han stolt præsenterer sin tilkommende for. Her er han virkelig hjemme, beskrives det - romanen fortælles af Vanda. Her beretter han for hende med stolthed over sit hårde arbejde med studier og lærerjob og sin karriere - han sidder efter ankomsten i Raamosen/Koldmosen oppe og fortæller Vanda om det hele natten og fortsætter, selvom 'lampen brændte ud'. Om forholdet til klitboerne fortælles:
"For første gang saa jeg det rigtige Jylland, det mørke Jylland med Klit, Lynghede og Mose. En Husmand med to smaa hvide Islændere for Vognen hentede os ved Stationen, og vi kørte flere Timer (nok en journalistisk stramning med de kun 6-7 km fra stationen Halvrimmen!, red. anm.) før vi naaede Landsbyen. Her var Jørgen Ven med alle. De sagde Du til ham og sendte ham et stille Nik. Jeg forstod knap et Ord af deres Snak - ja, det forekom mig, at de havde Munden fuld af  Tørvesmuld eller Sten. Men Jørgen kunde sandelig tale med dem. Ligesom min Farmor havde han to vidt forskellige Sprog, et fint og et groft.
(...)
Næste Dag kom Bønderne fra Nabolaget - ja, og langvejs fra - for at se den fremmede Dame, som Jørgen havde bragt med sig. De snakkede deres uforstaaelige Sprog og stirrede paa mig, som var jeg en mærkelig Statue.
(...)
Ja, det er min Kæreste, som jeg vil giftes med snarest mulig. Hun hedder Vanda og er Københavner.
Saa var de nødvendige Oplysninger givet i een Sum.
(...)
Jørgens Møbler var tarveligt og landligt Arvegods. Vi udtog det allernødvendigste. Resten uddelte han rundhaandet til sine Venner. De flokkedes glade omkring os og forsøgte et Hurra, da vi atter kørte af Sted i den lille Vogn med Islænderne."
Beskrivelsen er som sagt halvdokumentarisk. Romanen byggede på Louise Abenths personlige beretning til Johannes Bucholtz - og der findes en kontrakt, der viser, at hun for sin ulejlighed fik 20 % af romanens overskud. Romanen udkom i 1939 - 3 år efter Skjoldborgs død, så lidt pli, var der trods alt, selvom skørtejæger-billedet bekræftes, ligesom hans manglende økonomiske sans udstilles. Men omvendt bliver hans menneskevarme, indlevelse, smittende gode humør og parrets holdbare kærlighed - trods sidespringene, der vist ikke var kødelige - bekræftet.

Det er ikke så meget, Koldmosen, Tranum Enge eller Klitten figurerer i verdenslitteraturen. Men "En Stridsmand" står stadig lige monumental, og så fik I et lille glimt af forfatteren i sit daværende miljø i den anden roman af Struer-forfatteren Bucholtz. Nu bor jeg i Struer og de to hjemstavnsforfattere, er mere hjemstavn for mig, end nogen andre.

Begge bøger anbefales kraftigt - især dog Skjoldborgs.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar