Egholms Gud (1915) - en roman af Johannes Buchholtz - Kap. 1

Romanforsiden med
Egholms "omstyrbare dampturbine"

Kan man vinde over Gud? Snyde ham? Kan man derigennem få sine mål opfyldt - eller er det dømt til at mislykkes? Det er er store spørgsmål. Men at snyde Gud er nok en overvejelse værd; at man må kunne bruge Gud til at vinde sig nogle fordele. 

Det er i hvert fald dét, Egholm regner med at kunne; at vinde over Gud. Derved regner han med at få fremgang og succes med sit opfinderi. Derigennem skal Verden tvinges til at se hans storhed og gøre ham rig og berømt.

Samtidig tugter Egholm sin hustru og familie med trusler og korporlig vold, når de - efter hans opfattelse - hele tiden kaster synd på ham og "handicapper" ham i hans tvekamp med Gud. Romanens tema er, hvorfor han gør det, slås så forfærdeligt med livet. 

Tugten af familien for at holde synds-niveauet nede og tage point i kampen mod Gud og livet, gælder også sønnen med det bibelske navn Emmanuel: Emmanuel træder i den tredje roman, "Urolige Hjerte" (1919), i denne selvbiografiske trilogi  frem og fortæller historien færdig for os - nu som jeg-fortæller; som tydeligvis forfatteren Johannes Buchholtz selv.

Det hele handler om at blive sat fri ved at følge sit kald i livet, frem for at slås med det og med Gud. Jeg har læst trilogien, og giver her den 99-årige debutroman "Egholms Gud" et par ord med på vejen i en lidt forsinket anmeldelse.

Vil man læse Johannes Buchholtz må man simpelthen læse hans succesrige snart 100 år gamle debutroman fra 1915 (og derefter de 2 andre romaner  i serien). Disse 3 romaner er fundamentet, som Bucholtz skabte sig inden for litteraturen.

Især debutromanens succes og Johannes Buchholtz' pludselige berømmelse og anerkendelse, er en finurlig antitese til faderens dyst med Gud. Det kan vi se nu, på tidens afstand. Men det, at den blev så stor en succes, kunne den 33 årige jernbanefunktionær jo naturligvis ikke vide, da han skrev den, 10 år efter hans far, William Buchholtz', død i 1905. Far var model for hovedpersonen, Egholm i romanen.

Bogen er en stærk oplevelse selv idag. Man fornemmer rædslen og frygten for far Egholms daglige hjemkomst; hvordan er hans humør i dag; vil han slå på tæven og rase i sit aldeles vanvid. Man får - som den enfoldige søn, Sivert - lyst til at gemme sig bag et møbel. Samtidig får man en sær indføring i Egholms rablende vanvid om at give tiende og gøre bod og bede for at få overtaget i den umulige kamp med Vorherre. Irritationen over det hårdt tilkæmpede land, der tabes ved familiens mangel på offervilje fornemmes tydeligt.

Bogen er meget koncis og nøgtern i et ligefremt sprog, der stadig er dugfrisk den dag i dag. de ubehagelige passager er usentimentalt gengivet. Samtidig er der en sær kraft i den indfølelse, Buchholtz har, med sine figurer, både de gode og de onde. Man bliver som læser ét med dem efter tur som de optræder og ændrer på en forunderlig vis logik og tanker. Det er godt, når nogen kan skrive så det påvirker, og det kan Buhcholtz, når han som her er bedst og gør sig perfektionistisk umage med valg af sprogbilleder. Det er nærmest manipulerende og derved provokerende at læse.

Stakkels Sivert, der ud over frygten for faren, har en særhed og naivitet, der umiddelbart sætter ham uden for denne verdens logik. Han er sær og egen. Han glæder sig over at se den rislende regn fra vinduet, og hans fornemmelse af den er at blive kildet ved synet og han smiler enfoldigt i sin verdens aflukke.

Mors bekymring for ham er stor, og ikke ubegrundet, da vi følger ham efter konfirmationen ud i det barske arbejdsliv hos en tysk smed. Denne terroriserer Siverts med velkendte lussinger, men det er hvad det er, han foregiver også at ville klippe fingrene af ham med en stor metalsaks, men det er ikke det værste. Smedesvenden, Valdemar, som Sivert skal deleværelse med har en særlig "forhåndsglæde" mens han ser mester terrorisere Sivert med ham selv som medhjælper; "han ville kunne få fornøjelse af at have Sivert for sig alene deroppe i det fælles sovekammer".

Vi forstår problemet på Siverts snak med svinene, som han som sin sidste tjans skal affodre med køkkenrester: "Nu må I ikke tro, jeg sidder og græder. Ork nej, det lovede jeg jo mor at lade være med. Jeg snyder bare min næse, men I troede jeg græd". Det blev ikke bare ved denne blege protevsagtige (græsk gud, der kan se fremtiden) anelse i svendens hjernes uåbnede løngange, som Buchholtz formulerer det; vi hører om, hvordan svenden lægger hånden over Siverts mund deroppe i sovekammeret, og senere kalder Sivert ham for kvæleren.

Hjemme arbejder Egholm utrættelig på sin omstyrbare dampturbine, der kan slå fra frem til bak på et øjeblik. Kun datteren Hedvig byder ham en vis trods med sin personlige integritet og værdighed. Arbejdet skrider frem og tiltrækker sig til slut hele småbyen, Knarrebys (Middelfarts) interesse. Vil det lykkes denne tovlige Egholm? Mere skal ikke her afsløres, men måske dog, at Sivert vender hjem i forventning om at møde faderes spark, slag og foragt i døren, men som trods alt en forbedring. Men det lykkes ham at undgå sparket ved en fortalelse, som måske slet ikke er en fortalelse, men medløb, idet han medbringer en messinghane, som faderen havde mistet og kunne bruge i sit projekt, idet han siger: "Her kommer jeg med din hane, kære Gud".

Det han får han sagt og har gjort er at støtte faderens projekt og kamp. Virkningen var den ufattelige, at sparket ikke kom! Den sære svagtbegavede Sivert forstår måske som den eneste rigtigt, hvad det er faderen kæmper mod, nemlig Gud, fordi det er så vanvittigt. Ved at tækkes faderen; satse på ham som vinder, vinder han sin egen lille foreløbige sejr, som er så beskeden at komme hjem uden at blive sparket og tugtet. Han allierer sig til fred og ro. Det er ikke sidste gang, som vi erfarer i de senere romaner.

Egholms ulykke grunder sig, får vi fortalt, på en ulykkelig forelskelse i hans grønne ungdom. Herefter er hans eneste mening i livet at få revanche gennem sin dyst med Gud for den hindring nogen satte for hans lykke (og for hans kærestes, som vi også siden erfarer).

Romanen er skarptskåret og et forsvar for at lade livet leve, som det vil leves, og at kærligheden skal have lov at sejre, hvis ikke det hele skal gå galt. At man skal følge skæbnen og de vink om mål og med, der gives en, og ikke kæmpe mod den eller Gud. Bogen er et hårdt opgør med fanatisme og hovedløs religiøsitet. Men også, at der er en naturlig skæbne eller strøm gennem livet, man skal følge for at kunne finde lykken inden for de rammer.

Det er en roman, der fortjente sin succes, hård og usentimental, men indlevet og vedkommende. Jeg synes, der fremstår lige frisk og læsværdig på trods af dens snart 100 år.

Trilogien Egholms Gud, Clara van Haags Mirakler og Urolige hjerte

Det er en klassiker, der fortjener at blive læst og holdt i hævd i nutiden og fremtiden. Mere interessant bliver den ved at læse 2'eren; "Clara van Haags Mirakler" (1916) og "Urolige Hjerte" (1919).

P1's "Alletiders Historie" har sendt en udsendelse om Buchholtz: "Den Glemte Forfatter" - hvor jeg fik et par ord med (følg linket og hør udsendelsen) om Bucholtz som forfatter. Jeg synes ikke, en roman som denne, der blev en bragende succes i sin samtid, skal glemmes og udgå af litteraturhistorien. Det har Buchholtz og romanen stadig for meget at byde på til.

Den senere ven og forfatterkollega, Jeppe Aakjær, havde allerede i 1904 udgivet "Vredens Børn" og i 1907 "Paa Aftægt", om de rystende sociale forhold for tyendet. Det er klart, at Bucholtz har læst dem, og der er elementer i "Egholms Gud", der minder om Aakjær. Men Bucholtz' budskab er ikke socialistisk eller agiterende politisk, men medmenneskeligt; om at undgå eller bearbejde de udfordringer skæbnen byder på. Om at foretage fornuftige valg under skæbnens brede strøm, for at undgå den umulige kamp, som far Egholm kom ud i, da hans ungdomsforelskelse blev forpurret af andre, end kæresten (- den senere fru van Haag, som vi møder i den anden roman i trilogien).

Man skal ikke hindre andres lykke, og man skal søge sin egen efter bedste evne. Det er budskabet. Samtidig er bogen sine steder særdeles morsom og underfundig, humoristisk, og rigtig god læsning ved, at disse yderligheder kan forenes  - lige fra pædofile og voldelige overgreb til spas og og sjov. 

Emmanuel eller Johannes vandt sin kamp med tilværelsen med sit livs kærlighed og sin hustru Olga, og sit forfatterskabs berømmelse og de manges venskab, men nok ikke kampen med Gud, den tog han ikke, men fulgte sine egne veje, og fik sin anerkendelse og fred med sig selv. Han nåede meget i sit korte liv for, som man siger, han mødte skæbnen på grund af sit dårlige hjerte som 58 årig den 05. august 1940

Her er Anker Hoffmanns lerforlæg til en buste af Buchholtz (udstillet på Charlottenborg 1929). Billedet er taget i kælderen til Buchholtz' hus i 1929. I baggrunden den lille gipsmodel, der skulle blive til bronzeskulpturen  "Struerpigen", men også en laurbærkrans skænket at taknemmelige bysbørn i Struer ved en teaterforestilling på Schous Hotel af hans succesrige skuespil "Skænk mig Fjender" (premiere på Det Kgl. teater 10.09.1927).

Sin egen sejrsherre Johannes i buste og med laurbærkrans - fra kælderværkstedet i Bryggergade