tirsdag den 26. november 2013

Istiden tur-retur




Foto 1: Den vestlige brink af en istidsflod
Der er smukt her ved Kilen. Det har jeg tit skrevet - og, synes jeg, leveret gode fotobeviser for. Billedet her, og dem neden for, beviser det også. Men det er faktisk også billeder af istiden. Nemlig af en dengang underjordisk (dvs. "underisisk") flods vestlige/højre brink. Billederne neden for er flodens udmunding på afsmeltningsfladen mod sydvest - i vor tid området ved, og sydvest for Kjærgaards Mølle.

Sidste istid - Weichselistiden - gik fra ca. 115.000 - 10.000 f.v.t. Her lagde en iskappe sig tungt over Skandinavien. Israndens hovedstilstandslinje lå lige her syd for Struer og strakte sig fra Bovbjerg i vest og stik øst ind næsten til Viborg, og derfra stik syd ned gennem det, der blev til Jylland. Ca. 20.000 år f.v.t. tog afsmeltningen rigtig fart både fra kappens top, men også fra neden - på grund af klimaforandringer.

Her dybt under isen, ude i det nuværende Venø Bugt, drev trykket en smeltevandsflod frem forbi det nuværende Struer og ind gennem den flodseng, der nu er Kilen, og frem til et brusende fremspring ved isranden ude ved Kjærgaards Mølle. Her sprang flodbølgen frem og vel egentlig op på de vestjyske sletter - og vandet løb mod sydvest i retning af Nordsøen/Vesterhavet.

Den historie kan man stadig læse i landskabet, med Kilen, der er smal mod nordvest og breder ud i bunden ved Kjærgaards Mølle inde i det område af Kilen, man kalder Overkil', her lokalt. I virkeligheden er det vel underkilen sådan historisk set. Floden har fræset sit løb ud i jorden, der er aflejringer - moræne - fra den forrige istid.

Her neden for kan man se flodens udmundingsområde mod sydvest.

Foto 2: Istidsflodens udmunding mod sydvest og Kjærgaards Mølle

Jeg synes det er fascinerende, at istiden er til at få øje på over en afstand på mindst 10-20.000 år. Jeg har lavet en skitse til illustration af, hvad det er, jeg ser i landksabet. Først et snit fra siden (set fra øst mod vest),og så et set fra oven:

Set fra siden (mod vest) og set fra oven
Set fra skovbrynet i Klosterheden inde på afsmeltningsfladen (træerne bagest på foto 2) og ud mod Kilen ses det flade moræneland og en af  "furerne" som isen og afsmeltningen har spulet i landskabet, lige her løb smeltevandsfloden ud fra iskappen og ned mod sydvest:

Foto 3: Set fra Klosterheden mod Kilen og nordvest - smeltevandsfloden fra istiden har spulet en rende i landskabet
Isen har trykket så hårdt, at den har presset planter og organisk materiale fra før sidste istid ned i undergrunden. I stille vejr kan man stadig se spor af det som sumpgas, der bobler op fra undergrunden og tager lidt sandkorn med sig op:

Foto 4: Sumpgas fra istiden stiger op fra undergrunden ved Kilens bred.
Planterne voksede for måske 120.000 år siden! Ikke så sært, at det lugter lidt hengemt.
Tag selv ud og få syn for sagn, og se istiden i øjnene; der er sti rundt om Kilen. Desværre mangler vi en repos med sti på Kildæmningen mod vest, så man kan passere uden at skulle på den farlige hovedvej - men det kommer der vel til glæde for de mange løbere og fodfolk, der tager de 14 km rundt om Kilen?!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar