mandag den 12. august 2013

Magnum bonum - en heldig kartoffel


"...græsset tørrer ind..." (fra 1. Petersbrev, kap. 1, vers 24)

Vi skal lige med til bords hos Dr. Malthes, hvor der i dag serveres kålsuppe:

"Flora øste op. Edith tog de fulde tallerkener og bar dem rundt. Husfaderen fik først. Han bestræbte sig for at se ligevægtig ud, men efter den første skefuld gav han sig hen - for den kålsuppe var et orgie!

"Først og fremmest kunne man smage selve kålen, denne vellystige blanding af surt og sødt på tungen. Man kom til at tænke på lystige skovture - i en charabanc med to fede brune heste for vognen. Bøgens blade ganske lyse - og man selv ligesådan ung og lysegrøn i sindet. Ja, sådan noget kom man til at tænke på. Og at man måske hellere skulle være blevet kålorm i stedet for mediciner. Der var jo også andre gode urter i suppen: Lidt løg - og gulerødder, som ikke var kogt fordærvet - og gode ærlige kartofler: Magnum bonum (en kartoffelsort på latin: Stor og god, red.). Et herligt navn - tænk om man kunne opføre sig sådan, at folket rejste en bavta:

Herunder hviler
Povl Malthe
Magnum bonum

Dr. Malthe rømmede sig og så lynsnart hen over bordet, om nogen iagttog ham - om han skulle have tænkt højt. Nej, ingen stirrede forundret på ham, alle var pænt optagne af deres mad. Hm, det var nok bedst at passe bedre på en anden gang. Men kål inspirerede."

Lyder til at være en fantastisk kålsuppe! Man får helt lyst til kålsuppe, selvom den næsten er udgået af nutidens menukort, men man genkalder sig smagen, ikke sandt?

Samtidig med middagen, har vi fået Dr. Malthes tankerække serveret på en suppetallerken, og gennemskuet ham; en umiddelbar og sympatisk mand med en ambition om at være rar, men også lidt forfængelig. Jeg har moret mig over doktorens fabuleren, og følt mig ramt på en ikke ubehagelig måde. Derfor har jeg heller ikke kunnet dy mig for det lidt længere citat.Han konkluderer jo nærmest, at han er en heldig kartoffel, sådan at være havnet i en god kålsuppe blandt flere gode ingredienser. Jeg synes en mindesten med herunder hviler etc. er lidt for trist til den rare mand; så jeg har benyttet min kunstneriske frihed til at tegne et forslag til et helt mindesmærke til den tilfredse og lykkelige mand:
Forfatteren Johannes Buchholtz så måske på sig selv, og på sin hjemby Struer, hvor han var havnet, som kartoflen og suppen, hvem ved? Nu taler man ikke om kartofler, grønkål eller gulerødder, men banan - og endda om en rådden banan, men det er jo en anden historie.

Johannes Buchholtz udgav en dobbeltroman i 1936 ("Dr. Malthes Hus") og i 1937 ("God Lille By"), hvis scenarie var let genkendeligt; den lille, men hyggelige provinsby Struer, forfatterens egen (ny) hjemby - og lur mig om ikke Dr. Malthe er et portræt af genboen Dr. Jens Andreas Bang? Men sikkert også med mere end ét gran Buchholtz' tilsat.

I hvert fald lod persongalleriet i datiden sig nemt afkode, og dermed for en dels vedkommende fornærme tilsvarende. Disse bøger og Buchholtz' senere bøger blev bedømt af datiden kritikere som naive og som sentimental provinsbyidyl, og mere som håndværk, end som kunst. Det er jeg ikke enig i, og vil gerne slå et slag for dem og også hans senere forfatterskab.

En "God Lille By" er fyldt med livskundskab og finurlige små iagttagelser og sprogblomster, der med ét beskriver en situation eller person så rammende, som kun Buchholtz kan. Man bliver ganske rigtigt glad i låget af bogen, selvom ikke alt er idyl. Men "God Lille By", den er Magnum bonum, synes jeg. Jeg må nok her advare om, at jeg neden for afslører lidt af slutningen, hvis nogen vil læse bogen (bøgerne) selv. Men jeg tillader mig det, for bøgerne er som deres pointe; man skal nyde nu'et; og det kan man jo gøre hele vejen gennem bøgerne selv om man nu kommer til at kende lidt til, hvordan de slutter.

Bogen viser os disse mennesker på godt og ondt; fuldstændig afklædte, som Povl Malthe og hustruen Flora, i slutscenen, hvor de bogstavelig talt er Adam og Eva, der nyder deres frihed og lykke på trods af slangens og syndefaldets realitet og dødens nærvær. Dr. Malthe får et mildt hjertetilfælde under nøgenbadning ved Humlum Fiskerleje (må det være), en krystalklar forårsdag, hvor alt er grønt og lyst, men reddes i land af hustruen Flora.

Hjertet blev også Buchholtz' død - det svage hjerte var slangen i hans paradis, der ikke var himmelsk, men nok så jordisk - præcis så jordisk som Dr. Malthes glæde over en kålsuppe.

Bogen slutter med en reference til netop paradis med afsatte støbeforme efter deres kroppe i det grønne græs, hvor de før havde ligget; som sagt næsten som Adam og Eva. Her lægger de sig tilbage i støbeformene efter deres close encounter med døden, uden at skamme sig over at være lykkelige. Man må godt være lykkelig på trods af det hele, konkluderer de.

Buchholtz har helt sikkert skrevet det som sin lille trosbekendelse til det glade og gode jordeliv, og til sit livs kærlighed, Olga - og måske syntes han, at syndefaldet ikke helt så meget var et onde...og giver han ikke lidt venlig kritik til selveste apostlen Peter i 1. Petersbrev, kapitel 1:
v22 I, som i lydighed mod sandheden har renset jeres sjæle til at have oprigtig broderkærlighed, skal elske hinanden inderligt og af et rent hjerte;v23 I er jo ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord; v24 for
alle mennesker er som græs,
al deres herlighed som markens blomster.
Græsset tørrer ind, blomsterne falder,
v25 men Herrens ord forbliver til evig tid.
Måske er den tyste/indforståede kærlighed, som mellem Johannes og Olga [jeg mente; Dr. Malthe og Flora] uforgængelig og det sande paradis, sammen med hverdagens små gode gerninger og oplevelser, som eksempelvis kålsuppen?

Johannes og Olga Buchholtz' urnegrav på plænen foran deres hus ved Struer Museum.
På stenen står deres navne efterfulgt af :

"Flet dine Fingre i  mine Fingre
Nu vil vi aldrig skilles mere. J.B."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar