En julidag i 2007 lå denne lille øgle med sit skæve smil og store mave på en stub i solen ved sommerhuset. Desværre uden varsel, så jeg fik ikke taget dét gode billede - men jeg fik da det her, og et par mere rystede, inden hun traskede afsted.
Der er 2 arter firben i Danmark. Jeg skal ikke gøre mig til ekspert i artsbestemmelse. Når jeg alligevel tør lægge hovedet på stubben på, at dette er et skovfirben, og en hun, er det den tykke mave og tidspunktet, juli (og lidt hovedformen, det lille ørehul), der gør udslaget. Markfirbenet er mere ensfarvet og har større ørehul.
Vivipara. Det latinske efternavn på Skovfirbenet. Google Translate når frem til "forbered en levende". Det er lige det hun gør, Mor Skovfirben, faktisk måske 6-10 levendefødte skovfirbeneunger.
Den anden art, markfirbenet, lægger æg og lader solen bage ungerne frem, mens moren går på egotrip med at gnaske biller og tage sol og alle de andre daglige rutiner. Skovfirbenet, derimod, er mere omsorgsfuld og holder æggene i maven. Så drøner moren rundt, som mobil æggevarmer, for at ligge mest muligt i solen. På den måde finder hun den nødvendige varme til ungerne. Ungerne klækkes og fødes derefter i en og samme arbejdsgang - de er levende fødte.
Det sker sidst i juli. Derfor den store mave og den lidt dvaske flugt. Hende her var endda meget stor - i hvert fald omkring 20 cm. Jeg har desværre ikke set hende siden. Solbadning er jo farligt - især for skovfirbenet, der bliver ret eksponeret for de rovdyr og rovfugle, der kommer forbi. Ret nem at spotte og fange.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar