fredag den 13. juli 2012

Mytologiske luffer 1


Der er en irriterende figur i L'easys TV-reklamer, der hedder Luffe. Han er så nok det mindst irriterende overhovedet ved L'easy. Men det er ikke ham, det her skal handle om. Men hvem ved, om ikke det er på grund af ham Luffe, at jeg er kommet til at tænke på luffer her midt om sommeren? I kender nok den her historie om aserne, jeg vil genfortælle. Men den har et særligt luffe-aspekt, som jeg synes er interessant, og som jeg vender tilbage til i senere indlæg.

Hvis man gik og kedede sig, der i Asgård, kunne man jo tage på troldejagt i Udgård. Det gjorde Tor som bekendt sammen med Loke ved en lejlighed. Afsted gik det i Tors vogn trukket af gedebukkeparret Tandgrisner og Tandgnjost.

Ved overnatningen hos en bonde spiste de bukkene, og her var det, at bondedrengen Tjalfe knækkede en bagbensknogle for den  lækre marvs skyld. Det trods Tors formaninger. Så blev bukken halt, da den og makkeren om morgenen blev genoplivet ved et sving med hammeren, Mjølner, over gedebukkeskindene med knoglerne i. Bukkene måtte på rekreation, og de fortsatte til fods. Tor var gal og Tjalfe og søsteren Røskva måtte som straf med som Tors tjenere.

Over hav og gennem skov gik det, og da natten faldt på fandt de husly i et hus, hvor døren var så bred som huset.Ved midnatstide lød et frygteligt rabalder - som torden - og jorden rystede under dem. De for op og gemte sig i et lille sidehus, hvor Tor satte sig ved indgangen med sin hammer, klar til kamp.

Da det blev morgen vovede han sig uden for, og der fik han syn for årsagen til støj og skælv. En mægtig stor jætte - en kæmpe - lå og sov, så lang han var. Tor tog sit styrkebælte på, men tøvede modsat sin natur med at bruge hammeren, og i samme nu rejste jætten sig overende. Tor bad jætten præsentere sig. Han hed Skrymer, sagde han. Han kunne nok se, at han havde Ase-Tor foran sig.

"Men hvorfor har du taget min handske", spurgte Skrymer, og det var altså den luffevante, Tor og hans rejsefæller havde overnattet i, og som de havde troet var et hus. En mægtig stor luffe tilhørende kæmpen var det altså!

Disse jætter eller kæmper vil jeg, som nævnt, vende tilbage til i de nærmeste dage, for de er også kendt her på egnen - en af dem, der også havde luffevanter hedder Langben Rise. Alle frøs om fingrene vel både i jernalderen og vikingetiden (det havde været varmere i bronzealderen) og alle kendte nytten af luffer. Når kæmpens handske var på størrelse med et hus, ja da kunne alle også meget levende forholde sig til, hvor store disse kæmper eller jætter i virkeligheden var.

Skrymer var jo selveste Udgårdsloke - jætternes konge, det afslørede han selv til slut i historien. I kender nok resten, hvor jeg slap: Det er jo en af de rigtig tankevækkende og dybe fra den nordiske mytologi med kampen mod ilden og alderdommen etc. Først var der dog de magiske knuder på madposen, som Skrymer drillede dem med; de kunne ikke løses - for de var troldeknuder - og de måtte sulte.

Om natten - efter de med nogen skepsis havde slået følge med kæmpen - snorkede Skrymer på ny frygteligt, og i løbet af natten slog Tor jætten 3 gange - stadigt hårdere. Skrymer mente først, det var et blad, der faldt, så et agern og endelig nogle kviste. Det var noget chokerende, at jætten var så sejlivet og tog så lidt skade af gudernes mægtigste våben, Mjølner.

Jætter, kæmper, trolde - naturligvis benytter de magi og troldekunster, kan man forstå. I Udgård blev vore venner jo testet ved mere list og lusk og illusioner og troldekneb. Senere afslørede Udgårdsloke, at han ved troldkunst havde skudt et bjerg ind mellem sig og hammeren, og bjerget havde 3 firkantede hammermærker, ellers ville han være død. Så Tor måtte vel konkludere, at hans troldejagt var endt lidt skuffende og i bedste fald uafgjort.

Af historien kan man lære, at kæmperne var en farlig modstander, selv for guder, på grund af deres troldomskunster, og man fik størrelsesforholdet på sådan en kæmpe anskueliggjort takket være luffevanten, samt endelig at luffevanten var en vigtig beklædningsgenstand for vore forfædre i jernalder og vikingetid, ligeså vigtig som den er for mig, når jeg cykler om vinteren.

Men har sådan en luffevante en mytologisk betydning, ud over at varme hænderne?

Se også
Mytologiske luffer 6 (kommer senere)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar