Kap. 1 Derfor lod de deres liv

Mindestenen på Sankt Jørgensbjerg ved landsbyen Husby

Nu noget om helte. Ikke Halfdan Rasmussens have-anti-helt, der pusler med radiser m.m., men rigtige helte der slås og dør. Helte af den benhårde slags - den slags, hvorom man må sige: "De ville ikke fly!" og  "Derfor lod de deres liv". Vi skal i denne pinsetid tilbage til pinsen 1441 - for 571 år siden.

Jeg blev præsenteret for helteoverleveringerne om bondeoprørets dage og brutale afslutning af mine forældre som dreng. Mor kunne en del af folkevisen og far og min onkel nogle historiske fakta og nok mest noget som "der var fortalt". Overleveringen i generationer kan man takke navnlig folkevisen for. Den har bevaret lidt af begivenhederne fra pinsen 6. - 8. juni 1441 - men også kun og desværre (meget) lidt.

Fortælingerne, jeg hørte som lille dreng, er nok forklaringen på, at jeg har været og er fascineret af myterne om "last stand". De helte, der kæmper til sidste mand. Om det er Custer og hans mænd ved Little Big Horn eller de franskes nederlag ved Dien Bien Phu. Og der er jo mange at blive fascineret over, selvom man i virkeligheden er en antihelt uden grønne fingre.

Det er, som antydet, vanskeligt at få en præcis opfattelse af, hvad der egentlig skete i 1441 - og ikke mindst, hvad der var baggrunden for det.

Mindestenen udført af Axel Poulsen og rejst 1945 på højdedraget ved Husby, Vester Han Herred.  Fantastisk relief! Den kantede, mørke og voldsomme bautasten på bakketoppen, illustrerer i sig selv stedets betydning og de skel mellem landsmænd, der her er blev skabt i 1441, og som lever i mytens form frem til dagens Danmark

Rammerne for borgerkrigen var nogenlunde følgende. Margrethe var død af pest i 1412 - og hendes protegè Erik af Pommern havde overtaget ledelsen af riget. Han virker måske ikke til helt at være skikket til det - han har vel stået i skyggen af sin stærke mor, og haft det svært med at skulle fylde tomrummet efter hende ud. Margrethe havde efter krig med Albrecht i Sverige (der kaldte hende "kong Bukseløs", men fik smagt, hvem der havde bukserne på!) formået at samle de 3 skandinaviske riger i en union. Kampen for at få Sønderjylland hjem fra pantsætningen til de holstenske grever fortsatte også efter hendes død, og der var ballade eller rettere direkte krig med hansestæderne.

Langt mere end en snes års konstant krig og krigstilstand mod ydre og vel også indre fjender udmattede landet og ikke mindst Erik, der indtog en lidt opgivende holdning efterhånden. Det store rige i sig selv medførte lovløshed og ufred indenlands, da ressourcerne var små og bundne mod de ydre fjender og landet stærkt gældsat. I 1438 fyrede Rigsrådet simpelthen Erik, der fortrak uden de store sværdslag til Gotland for at blive sørøver (eller også førte han guerillakrig mod den nye regent for at tilbagevinde landet. I stedet hyrede Rigsrådet nevøen Kristoffer af Bayern, der blev kongehyldet på landstingene.

Kristoffer opkrævede en skat på 8% af de frie bønder for at dække statens udgifter til krigsførelsen - og vel også lidt til sig selv - sådan fortælles det - og skat var man ikke glad for, og da slet ikke i Nordjylland. Der udbrød direkte krigerisk oprør. Nogle mener, at forklaringen var adelens dårlige behandling af bønderne, andre, at der blev eksproprieret frigods til Kronen og Staten.

Nå, hærpilen sendtes rundt, og oprøret ledtes af Henrik Tagesøn fra Djursland. Han var ganske vist selv adelsmand - og jeg tror ikke overleveringerne om bønder mod adel er 100% korrekt, men senere tiders tolkning. Måske var bønderne i virkeligheden loyale styrker i forhold til den detroniserede Erik? Det hele står dog hen i det uvisse, og forskellig datidig og senere propagada har peget i alle retninger og øget usikkerheden.

Hulvej ved Sankt Jørgensbjerg

Efter bondehærens sejrrige kampagne fra hjertet af Vendsyssel i Nordjylland via Aalborg og ned i Himmerland, med sejre og afbrænding af bl.a. kongsgården Aggersborg, nærmede den afgørende time sig -  i form af Kristoffers krigsvante professionelle  ridder- og adelshær.

Aagaard gods, nåede forinden at blive brændt af og adelsmanden måtte flygte over hals og hoved.

12 riddere skal, i dagene op til "last stand", på Tagesøns bud være blevet halshuggede efter et sejrrigt slag, muligvis også ved Sankt Jørgensbjerg, hvor man ved krigslist lokkede dem ind på den overdækkede og kamouflerede hulvej Husby Hole (hole = hulvej), hvor de faldt i fælden og fangedes. Rigsråd (og bondeplager) Eske Brok var blandt de faldne. Det fortælles, at ligstumperne blev sendt til alle egne af det rebelske territorium.

Kristoffer ankom nu selv med sin hær til Han Herred, hvor bondehæren søgte ly i en vognborg på toppen af bakkedraget, der kaldes Sankt Jørgensbjerg. [Bakkedraget kan også have været selve kommandocentralen og en egentlig borg her på toppen af hærvejen og langs en vigtig færdselsåre, nemlig vejen til Norge, med udsigt over Fjorden m.v.]. De fleste mener vognborgen var i 3 lag, og så tæt, at Kristoffers ridderhær ikke turde eller kunne komme til effektivt angreb. Man brugte de såkaldte vendsysselske lanser - lange stager med spigre eller knivblade, som man vippede op under de pansrede hestes bløde bug, når de red frem i angreb mod vognborgen.

Det fortælles, at der på eller ved bakkedraget var en helligkilde - Sankt Jørgens Kilde, - så forsvarerne har sikkert kunnet tåle en lang belejring.

Men efter en tid opstod uro i geledderne i bondehæren. Muligvis deserterede en stor del ved udsigten til den nu mere risikable krig, hvor de havde kongen og hans hær på halsen. Der går frasagn om, at den deserteret del af hæren, forud for det endelige slag, blev indhentet og hugget ned af "den modige" del af bondehæren ved den gård, der stadig hedder Gravensgaard - muligvis så mange som 600 skulle ligge i en massegrav der. Det har jeg fået fortalt, men muligvis er det en skrøne?

Efter træfningerne 6. og 7. juni - pinse- og andenpinsedag 1441 - så kom det til den egentlige "stand off" tredjepinsedag den 8. juni 1441. Det var altså efter endnu en svækkelse af bondehæren, hvor der blev lovet frit lejde til desertører af deres respektive herremænd. Det skulle så være især blødsødne thyboer og morsingboer, der lod sig lokke.

Det har de, morsingboerne og thyboerne, så måttet høre for i 6 århundreder. I praksis har der helt op til min barndom været et faktisk grænseskel i disse retninger mod Thy og Mors, hvor en vis mistro mildest talt har gjort sig gældende.

De seje vendelboer (inkl. os hanboere, mener jeg naturligvis, da det var på vor hjemmebane, selvom vi beklageligvis ikke er nævnt i folkesangen!) holdt stand til den bitre ende; kæmpede til sidste mand, med hundreder af dræbte; muligvis tusinder. De overlevende blev der handlet ilde med - nogle siger dræbt i massegrave, og at hænder eller fødder blev afhuggede som metode for at trække pinen i langdrag. Andre siger, at det ville man aldrig gøre ved god slavearbejdskraft, men det var nok også en krank skæbne.

Noget er der om snakken om mange døde; der skulle på 2 steder være fundet store mængder knogler fra massegrave. Faktisk så store mængder, at en bondemand uden historisk pli ville sende sine standsfæller til en benmelsfabrik under 1. verdenskrig for ussel mammons skyld, hvilket kun med nød og næppe blev forpurret (jeg har hørt af forfatteren Johan Skjoldborg og Nationalmuseet, som han virkede for, men jeg har ingen kildedokumentation derfor).

Jens Rolighed fortæller i bl.a. "Bolbjergbogen" om knoglefund, og at knogler fra slagmarken blev brugt i anskuelighedsundervisningen i hans lærergerning.

Forestil jer, deroppe på bakketoppen...hvilke tanker de gjorde sig dén der 3. pinsedag, hvor de vidste, de skulle dø! Eller bedre endnu: Stil jer op på bakken, bag mindestenen og se ud over det pragtfulde landskab og føl efter selv, hvordan de må have haft det, ved at skulle tabe liv og al den skønhed, og tænk lidt over, hvad der drev dem.

Det er et fantastisk sted! Det må I love mig at besøge, og tage lige frokostkurven med; det har vore forfædre sikkert ikke noget mod, hvis man ellers opfører sig så respektfuld, som stedets historie maner til.

Ovenstående er stykket sammen af, hvad jeg har fået fortalt fra forskellige som barn, og hvad jeg umiddelbart har kunnet læse mig til. Jeg vil gøre opmærksom på, at der ikke er historisk eller videnskabelig  belæg for det hele, og at jeg som hanbo har været tendentiøs og offer for mine sympatier på tværs af 6 århundreder.

Her til slut en af de vist ret mange versioner af folkevisen, der først sent er nedskreven vel ca. 400 år efter begivenhederne, og her i en formentlig ret redigeret version (og der er forskel til stroferne på mindestenen, jf. allernederst):

Og det var kong Kristoffer han skriver de breve omkring/ han beder alle sine mænd de møder ham på ting vi sender jer de ord.
Og det var kong Kristoffer og kærede han sin vånde/ "Nu er jeg af mit eget land både skændet og brændet".
De bønder de samled sig i skare både over mark og hede/ de kejsede sig en høvedsmand Henrik Tagesøn monne han hedde.
Og de red frem for Aalborgsund og frem ad de hule veje/og for da red de høvedsmænd tre de måtte vel klæde en stejle.
Og de red frem ad Aggersbro og frem ad Aggersborg by/ så satte de ild på kongens gård det stod så højt i sky.
Og det var Henrik Tagesøn han værged sig alt så vel/ ja siden han kom på sine knæ at stå slog han otte riddere ihjel.
Og det var Henrik Tagesøn han så sig op til sky/ "Nu rømmer vist de morsingboer og så de forrædere af Thy".
Ja først så rømmed de morsingboer og så de forrædere af Thy/ og efter stod de vendelboer de ville ikke fly.
Ja efter da stod de vendelboer og de ville ikke fly/ de byggede sig en vognborg og derfor lod de deres liv.

Hele folkevisen, men i en anden version kan læses ved at følge dette link.

[Jeg har bl.a. læst Fibæk Laursen i Han Herredbogen 1998, side 11, Kjersgaard: Møde med Danmarkshistorien, side 144ff, Rolighed: Bolbjergbogen, side 71f. og sangen "Vendelboballaden" fra www.balladeskolen.dk]

"Efter stod de Vendelboer, de vilde ikke fly/ Saa bygged de dem en Vognborg.  Derfor lod de deres liv" [bemærk den nordjyske grammatik, her kursiveret - en meget fin detalje på den imponerende mindesten fra 1945.]

Denne artikel kan læses som optakt (kapitel 1) til senere om Skipper Clement. Link til kapitel 2.