søndag den 22. maj 2011

Det Mørke Jylland

Atomaffaldsdepot ved Hvidbjerg, Thyholm?! Det skulle således være et af landets 6 bedst egnede "lokationer" til netop det. Ingen fare for lækager og udsivning af radioaktivitet til skade for grundvandsresurserne, hedder det fra det sagkyndige udvalg. Men søndag den 07. februar 1745 var der nu her et voldsomt jordskælv. Skælvet fik den 92 fod høje kystskrænt bag Sankt Mauritius' kilde til at skride sammen og ned over helligkilden.

Med andre ord er her jo farligt! Meget farligt! Og så ligger Limfjorden jo nabo og kan sprede forureningen vidt omkring. Hvis det her er en sikker lokation, må der være meget farligt i resten af landet! Det er jo nok kun min subjektive mening, da jeg bor i nabolaget, søndenfjords.

Lidt paradoksalt har lokale kræfter netop restaureret kilden og genindviet den her den 09. maj 2011 - kort efter at atomaffaldslokationerne var blevet bekendtgjorte. Bor man i København, véd man vel instinktivt, at det er mest sikkert at lagre farligt affald længst væk fra hovedstaden - i Det Mørke Jylland. Hausgaard har jo i en sang tidligere plæderet for atomkraft, men således, at værket skulle ligge i den østre ende af landet. Sådan tænker man åbenbart også i den østre ende af landet om atomaffaldsdepoter - blot synes de, at det farlige skal ligge i det nordvestre hjørne af landet. Nå, lidt noget andet om Det Mørke Jylland; Sankt Mauritius' Kilde lyder så eksotisk, at det er svært at forstå, at den hører til her - i Det Mørke Jylland.

Sankt Mauritius' Kilde
Vi er tæt på Odby kirke, en god kilometer nordøst for Oddesundbroen - ved Serup Strand. Et sted i nærheden hedder Skibdal og vidner om, at her må have være skibstrafik og en sikker havn gennem hundreder af år for dem, der passerede ad søvejen. Meget belejligt ligger så en helligkilde, helt nede ved, ja faktisk på kysten, som man kunne søge trøst og lægedom ved - ligesom man kunne søge ly og trøst i Odby Kirke.
Odby Kirke - viet til Sankt Mauritius i katolsk tid
Det undrer mig, at kirken og kilden har fået navn efter Sankt Maritius - ret eksotisk, som sagt, for Det mørke Jylland.

Sankt Mauritius var romersk legionær fra den thebenske legion - altså fra  Theben i Ægypten. Han var formentlig mørk - muligvis neger, som muligvis også resten af legionen. De var efter legenden kristne - meget apropos de overfald på den kristne koptere i Kairo i disse tider: Sankt Mauritius er en meget populær helgen i den koptiske kirke.

Kejser Diocletian (284-305), der var en meget rigid hersker, selvom han delte magten og sluttelig helt frivilligt abdicerede. I hans tid forfulgtes de kristne. I forbindelse med et oprør blev den thebenske legion sat ind i Svejts. Som en lakmusprøve på troskab skulle beboerne ofre til de romerske - hedenske guder - og gjorde de så ikke det, skulle legionærerne hugge dem ned. Legenden vil vide, at netop den thebenske legion var kristne, og de nægtede, anført af Mauritius, at følge ordren - de ville ikke dræbe deres trosfæller.

Så beordredes decimering. En romersk militær straf; hver 10'ende soldat af legionens 5-6000 mand blev hugget ned. Efter 2. decimering, nægtede legionærerne stadig. Alle blev herefter dræbt og Mauritius blev siden som martyr helgenkåret. Stedet, hvor myrderierne fandt sted, hedder nu Saint Maurice-en-Valais.

Den mørke martyr og helgen blev særligt skytshelgen for soldater. Hvem, der har sat hans navn på Odby Kirke og givet hans navn til helligkilden her på Thyholm ville være rart at vide - og hvorfor spekulerer jeg på? Jeg ved det ikke, men med stedets strategisk vigtige placering med landevejstrafik nord/syd og skibstrafik øst/vest er det vist ikke helt forkert gæt, at her har været en militær forlægning af en slags? Eller også har der bare været en militær, regelmæssig færdsel på stedet. Soldater, der valgte deres helgens navn til Kirken og Kilden. Eller, mindre romantisk; en kirkeejer m.v., der så en forretning i at tækkes soldaterne?

En markvalmue på Serup Strand -  i horisonten; Venø
Nå, det finder jeg jo nok altdrig et endegyldigt svar på, men en ægyptisk martyr, der gav sit helgennavn til Odby Kirke og Kilden, her i det mørkeste Jylland er da en underlig historie. Nu bliver thyholmerne måske selv en slags martyrer - ikke bare ved at få meget langt til sygehusene - men også ved at være meget langt væk fra, hvor belutningstagerne bor, og ved at få lov til at lagre Risøs atomaffald på vegne af alle danskerne!

[om kilden se  http://www.sondbjerg-odby.dk/mauriti.htm
om den anden helligkilde på Thyholm se artiklen Helligkilde]

Ingen kommentarer:

Send en kommentar