Hvidbjerg Kirke 2

Hvidbjerg Kirke, Thyholm

"Tanderne i Lysene paa Alteret skinner saa røde, men rødere skinner det fra Gulvet; der ligger i Blod Bispen med kløvet Pande, og dræbte ligger alle hans Svende; der er lydløst og stille i den hellige Julenat". Så dramatisk slutter H.C. Andersen selve beretningen om "Bispen paa Børglum og Hans Frænde" fra 1861.

Kirken - gerningsstedet - var Hvidbjerg Kirke på Thyholm, året var 1260, og mordet fandt virkeligt sted, men muligvis lidt tidligere på året, end julenat. Her er historien om sagnet bag novellen.

Historien eller sagnet er som sagt gendigtet af H.C. Andersen i en novelle fra 1861: "Bispen paa Børglum og hans Frænde". Den er vist nogenlunde tro mod den adelssaga (slægtsbog) fra ca. 1600, der er den første nedskrevne version af mordhistorien.

Først lidt om fortælleren bag historien:

Slægtsbogen, og baggrunden for sagnet, er nærmere analyseret af Hans Ellekilde i Historisk Aarbog for Thisted Amt 1933, side 345ff . Han må have ret i, at fortællingen er Oluf Hases version af historien, vi har fået overleveret, da fokus er flyttet fra selve mordet/mordene, til Hr. Olufs pligtro opofrelse for at komme frem trods alle vanskeligheder for at hjælpe sin frænde, Jens Glob.

Det var dog Jens Glob, der førte sværdet, men fokus i historien er besynderligt nok på et ordspil mellem Hr. Oluf og Hr. Jens, da Oluf omsider nåede frem til ottesangen, den der juleaften eller -nat i Hvidbjerg Kirke.

Kort sagt legitímeres Hr. Olufs adfærd, så han ikke for eftertiden kom til at fremstå som en bangebuks. Men man kan jo spørge sig, hvorfor han ikke hjalp sin svigerinde tidligere, end sket, når han nu - formentlig ifølge sit eget udsagn - ikke var en bangebuks?

Her kommer så selve historien eller sagnet i min, nok lidt subjektive version, som følger:

Den unge Jens Glob var sendt til Frankrig for at uddanne sig (som det var blevet almindeligt i Valdemarstiden for overklassens sønner). Mens han var væk, døde hans far. Moderen drev godset videre med dets store landbesiddelser i Thy (og med indtægter fra landgilde og hoveri). Den begærlige bisp i Børglum, af samme slægt (altså en frænde), så da sit snit til at fratvinge enken, dennes besiddelser. Bispen var nu også kommet til embedet på en kupagtig måde og havde ry for kun at søge sin egen interesse. En skidt fyr, var han.

Taktikken for bispen gik på via retsager - trætter - at vinde ret. Men enken forsvarede sig godt (dygtig advokat?!), og kom ikke derved for alvor kom i knibe - civilretligt. Hun havde nemlig retten på sin side.

Men så tyede bispen til det usportlige; at indbringe trætterne for de gejstlige domstole og bruge den kanoniske ret (kirkeretten) mod hende. Her på hans hjemmebane gik det bedre. Han havde forbindelserne i orden og dengang inden for kirkeretten førte alle veje til Rom og med Guds stedfortræder på sin side, var det ikke nemt at hamle op mod.

Han fik lyst band - interdict - over den stakkels enke. Det gjorde det til en ukristelig gerning, at arbejde for hende eller svare landgilde til hende og slægtninge eller venner, som ville hjælpe, kom også under interdict. Alle vendte hende derfor ryggen, bortset fra en eneste tro ældre kammerpige

I sin nød drog fru Glob med et okseforspand mod Rom for at søge sagen jævnet hos Paven, kun fulgt af sin gamle tjenestepige. Undervejs i Frankrig antraf de tilfældigt en ridder med følge. Det viste sig mærkeligt nok at være sønnen Jens. Han blev, efter at gensynsglæden og overraskelsen havde lagt sig, naturligvis vred over den uret, der var blevet gjort mod hans moder og det fædrende gods. Sammen drog de hjem, hvor Hr. Jens så ville føre sagen mod Børglumbispen, når ingen andre turde røre den med en ildtang.

Men lige lidt hjalp det. Sagen gik både for gejstlige og verdslige domstole - efter kanonisk ret og Landets ret (Jyske Lov af 1241). De tabte den gejstlige sag, men bandet blev derimod løst efter verdslig lov. De var altså på kant med Kirken, men fik ret af Kongen. Men skaderne blev derimod ikke erstattede og bandet var en alvorlig ting, som man ikke kunne se sig ud af. Så Hr. Jens måtte påny stævne bispen for gejstlig ret. Sagen endte hos paven, hvortil Hr. Jens drog for berette sin sag og nød. Bispen mødte imidlertid ikke op, så Hr. Jens, der vel var økonomisk hårdt nok ramt, kom i "forgeffvelig Kost og Tæring" (det var også dyrt at føre retsager den gang, og Staten vil stadig ikke betale de stakkels forsvarere for rejsetid og omkostninger).

Efter alle disse juridiske manøvrer og krumspring, der ikke hjalp, traf Hr. Jens en beslutning. Han ville tage sig selv til rette - begå selvtægt. Noget der ikke lå så fjernt for folk på den tid - der var nemlig ikke så meget snak om retfærdighed. Det var noget nymodens pjat, som Bisp Gunnar i Viborg som forfatter til Kong Valdemars Jyske Lov havde indført i 1241, og vel knapt noget, der havde vundet rodfæste; ihvert fald var det ikke på mode - og retfærdigheden havde Hr. Jens jo troskyldig allerede søgt ad rettens vej, men uden held. Så var der jo kun magt, slægt og hævn tilbage, som før, det vidste man, hvad var helt fra Arilds tid; man tog sin ret.

Da Hr. Jens fandt ud af, at Børglumbispen skulle til Thy og til ottesang i Hvidbjerg Kirke, sendte han derfor bud til sin frænde - vist en onkel/farbror - Oluf Hase i Salling. Hr. Hase skulle møde ham der i kirken. Af historiens slutning fremgår, at Hr. Oluf må have kendt årsagen til, at han blev sat stævne; nemlig at nu skulle sagen med bispen ordnes en gang for alle på den ultimative og gammeldags og meget virkningsfulde og effektive facon. Hr. Oluf red af sted med 11 mands følge for at være der til støtte for Hr Jens den juleaften eller julenat.

Efter gammel jysk ret, var det frænders pligt at komme, når slægten eller frænder kaldte, det var deres pligt at hævne mord og deltage på tinge og på alle måder værne slægtes interesser. Pligten og traditionen til trods, havde Hr. Jens fundet det på sin plads at lade Hr. Oluf forstå, at gav han ikke møde, "ville hand (Jens) komme og gjeste hannem, saa hand skulde takke ham lidet got". Denne trussel lyder lidt som om, Hr. Oluf ikke var helt så slægtsbevidst, som i hvert fald Hr. Jens kunne ønske. Men Hr. Oluf havde jo netop heller ikke løftet en finger for sin svigerinde, trods bispens uretmæssige bandlysning m.m. - eller måske netop på grund af den?

Oddesundbroen set fra syd

Hvilken vej, hr. Oluf tog med sit følge, er ikke ganske klart; Næssund eller Oddesund? Der er rettet i manuskriptet, der først har Næssund skrevet. Fra sundet skulle der være 4 mil endnu - knap 30 km - til kirken. Det passer ikke så godt med nogen af de 2 nævnte geografier. Men mon ikke Hr. Oluf tog syd om - via det der senere blev Struer - og op til Oddesund? Hvor det nu var, var der ingen færge at få, og så var der ikke andet for, end at lade hestene svømme over med rytter og udrustning.

Men de knap 100 m over sundet, hvis det altså var Oddesund, er et farligt farvand, at passere, og den noble Hr. Oluf stillede derfor sine svende frit, for nu blev det farligt, og forærede dem tilmed hest og harnisk, men de fulgte ham, trods faren. For 10 svendes vedkommende gik de i døden derved, at de ikke ville gå fra deres troskabsed til Hr. Oluf. En meget pænt stort offer af Hr. Oluf for at hjælpe sin frænde, og mon ikke der er pyntet her for, at Hr. Oluf ikke skulle komme til at "takke ham (Jens ) lidet got"?

I våbenhuset mødtes Hr. Oluf og Hr. Jens. "Vi er forligte" sagde Jens, hvilket naturligvis - anstrengelserne og tabet ved fremmødet in mente - fik Hr. Oluf i affekt: "Da skal hverken du eller han komme herfra i live", og så huggede Hr. Oluf sværdet i kirkedøren, netop som Hr. Jens undveg bag den. Herefter viste Hr. Jens "forliget"; Børglumbispen og hans følge lå alle dræbte foran alteret.

Fortællingen lyder, som nævnt indledningsvis som en bortforklaring fra en bangebuks, synes jeg med de 2 fremhævede dramatiske højdepunkter ved sundet og ved kirkedøren, når det rigtige højdepunkt var modet på bispen og følget - og kom han ikke også tydeligvis for sent, denne Hr. Oluf? Nå det er et tyndt bevisgundlag, at begå karaktermord på, så jeg lader spørgmålene sive tilbage i mørket og historiens glemsel.

Tegning af Louis Moe 1925 fra
H.C. Andersen: Eventyr og Historier,  1926, 2. bind

Historien er med flere varianter; at mødet mellem mor og søn var i Tyskland, at der blev dræbt 14 eller 18 munke tillige med bispen og deriblandt provst Ugot af Vestervig, at Oluf så sig tilbage på vej nordud efter mordet og blev, måske ikke til en saltstøtte, men han døde derved. Der er også versioner om, at mordet førte til at Thyholm og kirken blev lyst i band, men det har vist ikke noget historisk belæg, selvom der går frasagn om nødkapeller og løngange fra klostre.

Om Hvidbjerg Kirke har jeg før skrevet om sagnet om den levende begravede dreng, som skulle have forsonet bandlysningen - følg dette link.

Af middelalderlige årbøger (jeg har ikke set dem, men de nævnes af Kjersgaard: "Møde med Danmarkshistorien", side 101) fremgår flere steder samstemmende, at der fandt et mord sted den 29.08.1260 (på Johannes' Halshuggelsesdag!) på biskop Oluf af Børglum med Jens Glob som udtrykkelig nævnt gerningsmand. Nogle steder angives børglumbispen som Oluf Glob, og det gør jo historien mere interessant, hvis det var et frændemod.

Hele historien er symptomatisk for den tid.

Det var den store kirkekamps tid mellem ærkebispen i Lund, Jakob Erlandsen, på den ene side og kongemangten på den anden. Erlandsen ville gøre kirken til en stat i staten - uden for kongemagtens kontrol med egen ret og domstole og indtægter, fri af ledingspligten. Kampen var ikke kun på ord, men en regulær krig nu og da, og nordeuropas største middelalderfæstning, Hammershus, bevidner indsatsens styrke fra den kirkelige side.

Efter en usikker periode med frændedrab om tronen og med forfølgelse af ikke-kongetro biskopper, sørgede Erlandsen for en slags musketered mellem biskopperne; Vejlekonstitutionen i 1256. Hvis en biskop blev fængslet, ville alle kirker i landet lukke, og kongen ville være bandlyst straks som kætter.

Konstitutionen blev indbragt for paven, hvor der kørte retssag i årevis mellem konge og ærkebiskop. Erlandsen blev fængslet i 1259, men musketer-eden holdt ikke. Men så fik kong Kristoffer den 29.05.1259 en nadver i Ribe af abbeden i Ryd Kloster, der rummede andet, end foreskrevet i den hellige skrift, og blev et Krist-offer, som man sagde.

Det kom til en ny retssag for paven fra 1264, der endte uafgjort i 1272, hvor Erlandsen på vej hjem blev myrdet på Rügen (den gang en del af Roskilde stift, Valdemar og bisp Absalon havde jo været på korstog der). Stridpunkterne mellem kirken og kongen var, som nævnt, at kirken ville undtages fra den verdslige lovgivning og kun have sin egen, kirken ville ikke deltage i landets hær og forsvar, og den ville have sine egne indtægter - eksempelvis strandingsgodset, der jo ellers efter den verdslige lov var Kongens.

Nå, det var en meget kort og forsimplet version af kirkekampen, men jeg tog den med.

Jeg synes nemlig, den hører sammen med historien om Jens Glob, på grund af tidssammenfaldet og parallelerne i kampen om jordisk gods mellem gammel adel og kirke (Glob og Børglumbispen henholdsvis Kongen og Erlandsen). Er det ikke lidt påfaldende? Interdict mod sværdets magt i nordvestjylland, som på landsplan.

Hvorfor blev Jens Glob i øvrigt aldrig straffet - det melder historien i hvert fald intet om skete? Måske var Jens Globs drab et led i kirkekampen, med biskop Oluf på ærkebiskop Erlandsens parti og Jens Glob på Kongens? Måske kæmpede Jens ikke bare for sin mor og sit fædrene gods, men for Kongen? Det spørgsmål for også lov at stå ubesvaret.

Gerningsstedet for bispemordet i 1260
eller: 850 år senere!

"Jens Glob hin Haarde" kaldtes gerningsmanden siden hen uden for sit hjemmen. Han var adelsmand og fra Thy. Han og Hvidbjerg Kirke er nu knyttet uløseligt sammen gennem en række sagn, der stadig kendes og bæres videre på Thyholm.

Jeg synes, historien er finurlig med al dens udenomssnak i forhold til selve mordet, men først og fremmest er den rå, og det centrale indhold, efter min opfattelse, meget interessant ved at være Danmarkshistorie og tydeligvis udsprunget af kirkekampen.

Men det er kun min teori, og historien kan da sagtens stå alene.

Link til: Hvidbjerg Kirke 1

[Udover links og citerede kilde har jeg bl.a. læst "Jens Glob spillene på Thyholm", 1981, Palle Laurings Danmarkshistorie, nvl. side 80ff samt Kjergsaards Danmarkshistorie bind 1, nvl side 70-83 og Navne i Danmarkshistorien om Erlandsen m.fl.]